4.395 km i vandrestøvler. Distancen fra Vancouver i det vestlige Canada til regeringsbyen Ottawa på Canadas østkyst. Det er hvad veteran fra den canadiske hær (Canadian Armed Forces) James Topp begav sig ud på den 20. februar 2022.
Efter 28 år i Canadas tjeneste som soldat er han endnu engang trukket i støvlerne for at tjene sit land. Denne gang i solidaritet med de frihedskæmpende truckere og med det canadiske folk og for at sende politikerne og regeringen et signal om at covid-19-restriktioner og -krav skal slutte og de canadiske frihedsrettigheder overholdes.
Inspireret af truckernes frihedskonvoj
Det var de tusindvis af canadiske truckeres frihedskonvoj, der gav James Topp fornyet tro på menneskers styrke, når alle står sammen. Det inspirerede ham til at gå frihedsmarchen.
”Inden frihedskonvojen startede, var jeg fortvivlet og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, eller hvordan jeg selv kunne gøre en forskel. Men det her inspirerede mig på en måde, jeg aldrig har følt før. Derfor kom jeg på ideen at gå frihedsmarch på tværs af landet i protest mod det, der sker,” fortæller James Topp i interview med det uafhængige medie True North.
Mødte op i fuld uniform
Det var til en frihedsdemonstration i byen Surrey i den canadiske provins British Columbia, at James Topp kom med udmeldingen om, at han ville gå frihedsmarch fra Vancouver til Ottawa. Han var mødt op i fuld uniform, selv om han ikke havde lov til det i privat sammenhæng.
Men han mente, at uniformen ville bidrage til at give ham gennemslagskraft, og han erklærede sig klar til at tage sin straf for at have gjort det. James Topp fik da også straks opbakning til initiativet fra deltagerne i frihedsdemonstrationen og de fremmødte, frie, medier.
Modstand har givet styrke
Topps liv har været negativt påvirket af den canadiske regerings mange restriktioner og vaccinekrav. Han fortæller ærligt, at havde han ikke fået ideen til frihedsmarchen ville alternativet have været selvdestruktion.
Ligesom mange arbejdende canadiere er James Topp også hårdt ramt af kravet om covid-19-vaccine for at kunne arbejde. Topp siger selv, at han er ”dobbelt arbejdsløs”, da både den canadiske hær, CAF, og det canadiske politi, RCMP, kræver fuld vaccination mod covid-19 til ansatte.
Efter regeringens og militærets voldelige undertrykkelse og angreb på de fredelige frihedsdemonstrationer i Ottawa blev James Topp spurgt om, det ikke havde rystet hans mod på frihedsmarchen.
Men det afviste Topp blankt og understregede, at det kun styrkede hans beslutsomhed.
”Jeg er nødt til at gøre det her, så jeg kan se mig selv i øjnene og forlade denne verden med fred i sindet. Jeg marcherer ind i det med alvor, og jeg er ikke bange mere,” pointerer han.
Symbolsk start fra statue af Terry Fox
Meget symbolsk startede frihedsmarchen ved Terry Fox-statuen i Vancouver. Terry Fox er en national folkehelt i Canada. Han var en ung sportsmand, der fik kræft og amputeret det ene ben. For at rejse penge til kræftforskning satte han sig for at løbe tværs over Canada med det mål at indsamle 1 dollar pr. canadier.
Hvor Terry Fox startede turen uden den store opmærksomhed, som dog voksede undervejs på turen, blev James Topp sendt af sted med musik og taler fra oprindelige canadiere (first nations) og nationalsangen Oh Canada.
Siger nej tak til donationer
Mange har ønsket at donere penge til Topps lange march. Men det har han takket nej til. I stedet henviser han til, at man donerer penge til Wounded Warriors [https://woundedwarriors.ca/], der blandt andet hjælper krigsveteraner.
Topp går efter planen mellem 20 og 40 km om dagen i planlagte stræk afhængig af terrænet. På ryggen bærer han alt, hvad der er nødvendigt for at kunne klare sig, inkl. tørvarer til at spise.
Han siger dog ikke nej til overnatning eller et varmt måltid mad, ligesom selskab er velkomment.
”Man er velkommen til at gå med et par gader, et par miles eller et par stater”, skriver Topp på hjemmesiden www.canadamarches.ca. Her kan man også se, hvad det kræver af udstyr, hvis man har lyst til at gøre ham følge et stykke af vejen.
Bærer folkets historier med sig til Ottawa
Topp og hans følgere rundede den 10. marts 2022 de første 500 km i støvlerne. Canadierne har taget imod den frihedsvandrende veteran med åbne arme, varme og glæde. Biler har kørt ind til siden for at hilse på ham, og nogen er gået med et stykke på ruten.
”Støtten har været hel overvældende, og jeg takker alle, der har rakt ud til mig,” siger Topp til True North.
Overalt hvor Topp og hans følgere kommer, møder de folk med historier som han egen og endda nogen værre. Folk, der under pandemien har mistet deres mentale helbred og levebrød.
”Jeg marcherer for at bringe disse historier til Ottawa. Jeg vil gerne takke enhver person, der har betroet mig deres historie. Det øger min beslutsomhed mere og mere hver dag,” understreger Topp overfor True North.
Følg Topp til slutmålet i Ottawa
Ligesom startlokationen er også slutmålet på James Topps lange march er symbolsk, idet han planlægger at ende den lange rejse ved monumentet den ukendte soldats grav i Ottawa. Det er planlagt til senest at være den 20. juni 2022.
Man kan følge James Topp på hans rute på både hjemmesiden https://www.canadamarches.ca/, hvor man kan følge hans GPS-position, på facebook, twitter, Youtube, Rumble og på det canadiske sociale medie Librti.